Ophavsret og AI

Hvad er kunstig intelligens? 

 

Kunstig intelligens (AI) refererer til systemer eller maskiner, der efterligner menneskelig intelligens for at udføre opgaver og kan forbedre sig selv baseret på de informationer, de indsamler. AI spænder over mange teknologier og anvendelser, men en af de mest spændende udviklinger i nyere tid er AI-genererede billeder. 

 

AI-genererede billeder skabes ved hjælp af algoritmer kendt som generative adversarial networks (GAN) eller andre former for dyb læringsteknologier. Disse systemer trænes på store datasæt med billeder, hvorfra de lærer at genkende og efterligne komplekse mønstre og stilarter. Når et AI-system er tilstrækkeligt trænet, kan det generere nye billeder ud fra specifikke prompts- eller retningslinjer, som brugeren angiver – altså den ”ordre” du beder systemet om at følge. 

 

Hvad er ophavsret? 

 

Ophavsret er en juridisk beskyttelse tildelt skabere af originale værker, herunder litteratur, kunst, musik, film og software. Denne ret giver ophavsmanden eksklusive rettigheder til at bruge, reproducere og distribuere deres værk. Ophavsretten opstår automatisk, når værket er skabt og kræver ikke formel registrering for at være gyldig. Ophavsretten beskytter værket i et bestemt antal år, som varierer afhængigt af lovgivningen i forskellige lande, men generelt varer den ophavsmandens levetid plus 50 til 70 år efter dødsfaldet. 

Det er vigtigt at være opmærksom på ophavsretsregler, da overtrædelse kan føre til juridiske konsekvenser, herunder søgsmål og erstatningsansvar. Ophavsretsindehavere kan vælge at licensere deres værker under bestemte betingelser, så andre lovligt kan bruge dem. 

 

Hvad fortæller retspraksis? 

 

Rent juridisk har der globalt set været en række sager om krænkelse af ophavsrettigheder, men nu er den første afgørelse også faldet i Europa. Afgørelsen blev truffet af den kommunale domstol i Prag, som specifikt behandlede det ophavsretlige spørgsmål i relation til generativ AI. 

 

I denne tjekkiske sag var spørgsmålet om sagsøgeren (skaberen), kunne have ophavsret til et billede som denne havde skabt/genereret ved brug af AI-systemet DALL·E, der er et tilknyttet værktøj til ChatGPT. Billedet blev skabt på baggrund af ordren (prompt)  

 

skab en visuel repræsentation af to parter, der underskriver en forretningskontrakt i en formel ramme, for eksempel i et kommercielt rum eller på kontoret for et advokatfirma i Prag. Vis kun hænderne.” 

 

Sagsøgte fandt billedet og brugte det på deres hjemmeside uden sagsøgers (skaberens) tilladelse, og da han gjorde opmærksom på sin påståede ophavsret og anmodede om billedets fjernelse, nægtede sagsøgte.  

Domstolen konkluderede, at billedet med sikkerhed var produceret af en AI, men fandt ikke, at kriterierne for at blive betragtet som et kunstnerisk værk var til stede, idet det ikke var resultatet af menneskelig kreativitet. 

Retten påpegede, at kun fysiske personer kan have ophavsret (være skabere), og at et værk skabt af AI ikke kan nyde ophavsretlig beskyttelse.  

Denne afgørelse ændrer derfor ikke på det billede der globalt set tegner sig på området.  

 

Hvad er det så jeg skal være opmærksom på? 

 

Der er altså i udgangspunktet forskel på, om det billede du vælger at anvende, er skabt af en fysisk person, eller om det er et billede der er genereret gennem AI. Retspraksis er generelt tydelig omkring, at et billede som en person genererer gennem AI ikke giver personen (skaberen) rettigheder.  

Er det derimod dig der genererer billedet gennem AI til anvendelse på f.eks. din hjemmeside, skal du være opmærksom på, at billedet godt kan krænke ophavsrettigheder, hvis det genereres på baggrund af eksisterende kunstværker, der er beskyttet af ophavsret. For at undgå dette, kan du sikre dig, at de billeder din valgte AI anvender, enten er ophavsretfrie eller korrekt licenseret. Husk også på, at nogle skabere kan have særlige og specifikke rettigheder til originalværker. Disse skal respekteres, også selvom det er til værker der genereres af AI.  

OPHAVSRET OG AI
Felt